
Sådan får du modet til at gå efter det, du gerne vil
– 3 tips til hvordan du bekæmper dine indre “bøller”, der holder dig nede
Kender du din egen modkraft? Du ved den der irriterende stemme indeni, der modarbejder dig og stopper dig i
at gå efter det, du gerne vil? Udsigten. Kærligheden. Alle oplevelserne. Kunne det ikke være rart, hvis man kunne slukke for
den engang imellem?
I denne artikel kommer du til at læse mit bud på, hvordan du aktivt håndterer dine indre modkræfter – som er sådan
nogle skumle, hardcore rockertyper med et stort rygmærke på.
De bor nemlig indeni os alle sammen – og kan skræmme livet af os, så vi ikke tør gå frem.
Du vil læse om, hvad det er, der begrænser os, og hvordan du kan tackle det og finde modet til at gøre mere af det,
du gerne vil.
Når jeg selv er optaget af dette emne, så er det fordi jeg selv har stået i den situation rigtig mange gange i mit liv, og
i mange år ikke rigtig kunne få “moment”. Min modkraft var for stor. Resultatet blev, at jeg sad fast og ikke kom nogle
vegne. Indtil jeg begyndte at arbejde mere med mig selv – og lære min egen modkraft at kende.
<3
Hvad er din modkraft?
Du kender helt sikkert den her situation. Der er noget, du egentlig gerne vil, men så er der noget større, der holder
dig tilbage. Måske er der et job, du gerne vil have, men af en eller anden grund får du det aldrig søgt. Eller der er
en måde at leve på, du længes efter men ikke tror er muligt. Det kan også være mindre ting som at tage kontakt til
en, du gerne vil snakke med, som du ikke får gjort. Eller at få sagt til din partner, hvad du virkelig mener og drømmer
om.
Nogle gange bliver du måske frustreret på dig selv over, hvorfor du ikke bare gør det, eller måske tænker du bare helt
opgivende, at det får du alligevel aldrig gjort. Måske overbeviser du dig selv om, at så er det nok ikke så vigtigt.
Hvad er det, der stopper dig? Det gør din modkraft.
Din modkraft er den kraft, der holder dig tilbage, når du egentlig gerne vil gå frem.
Og du kan slide nok så meget for at bevæge dig fremad, men intet vil ske, før du dealer med dét, der holder tilbage.
Du må først kigge tilbage og se, hvad det er er, der holder dig fast med et jerngreb, før du kan give slip og bevæge
dig fremad.
<3
Modkraft er dine “mentale bøller”, der vil holde dig nede
Modkraft er altså den kraft, der holder dig tilbage fra at bruge din egen sande kraft til at gå frem.
Eller sagt på en anden måde: Modkraft er de begrænsende overbevisninger, du har om dig selv. De tanker, der
fungerer som mentale stopklodser og bremser dig, når der er noget, du har en naturlig impuls til at gå efter.
Eller sagt på en tredje måde:
Modkraften er dine mentale ”bøller i skolen”, som har en tendens til at drille dig,
holde dig nede eller på anden vis modarbejde dig, så du ikke når gennem
skolegården og derhen, hvor du vil.
Eller de der hardcore rockertyper med rygmærke på (du kender dem på det der store MODKRAFT-mærke bag
på læderjakken), som skræmmer livet af dig, hvis du så meget som stikker næsen frem.
<3
Hvordan lærer du din egen modkraft at kende?
Læg mærke til, hvad der sker, når du engang imellem tillader dig selv at drømme om noget, ønske noget eller
forestille dig et attraktivt scenarie for dig selv.
Hvad sker der så? Hvilke begrænsende tanker kommer så til dig? Det kan f.eks. være en eller flere af følgende:
”Jeg er ikke god/dygtig nok” (selvværd/selvtillid)
”Det går sikkert galt” (frygt/ usikkerhed)
”Det bliver nok alligevel ikke til noget” (opgivenhed)
”Andre vil synes dårligt om mig” (afhængighed af andres anerkendelse)
Du kender dem sikkert fra forskellige situationer i dit liv. Og der kan være mange andre udgaver.
<3
Hvordan bekæmper du så ”Modkraft-bøllebanden”?
Når du først bliver klogere på, at dette rent faktisk foregår, og klogere på, hvad din modkraft og dine
begrænsende overbevisninger er, har du mulighed for at handle anderledes, så de ikke længere styrer dit liv.
Når du ved hvilke modkræfter, der modarbejder dig, og har iagttaget, hvordan de opererer, i et stykke tid,
kan du f.eks. håndtere ”Modkraft-bøllerne” på tre måder:
1. Gå i kamp med dem.
Sig trodsigt til dem, at det er ikke rigtigt, sæt hænderne i siden og stå op for dig selv. Om nødvendigt, slå
dem ud! Gør det samme igen og igen, så du øver dig i at stå op for dig selv. I starten når du måske ikke helt
hen over skolegården, men over tid får bøllerne repekt for dig, så du frit kan krydse gården, mens du holder
dem i skak med et hårdt og intenst blik.
2. Ignorer dem
Forestil dig, at du kan sætte dem på standby, parkere dem et sted ude i siden, og vælge at gå videre. Du hører
og ser måske godt ud af øjenkrogen, at de råber, men du tager en dyb indånding og går videre. Du lader det
ikke forhindre dig i at nå frem.
3. ”Find en voksen”
Søg støtte ved en, der har kompetence eller autoritet til at sætte ”Modkraft-bølle-banden” på plads. Denne
støtte-person kan være din ven, kæreste eller en terapeut, som du kan gå til, hvis du ønsker lidt hjælp til at
håndtere processen med at nå frem. Sådan en person kan over tid tale bøllerne til fornuft, så de ikke bliver ved
med at genere dig.
Som altid, når du udfordrer sig selv (og især hvis du facer noget så farligt som nogle store bøller), er det vigtigt
at være tålmodig og have en kærlig omsorg for dig selv, hvis du “falder i skolegården og skraber knæet”. Husk
at anerkende dig selv for dine fremskridt og være din egen cheerleader. Det er vigtigt 🙂
Bøllerne får kun magten over dig og kan holde dig nede, hvis du lader dem få
overtaget. Lad ikke din modkraft forhindre dig i at nå dine drømme.