Kvindecirkel

Skru op for din feminine visdom i et kærligt fællesskab

Kære kvinde.

Kunne du tænke dig at være en del af et kærligt hjerterum sammen med en gruppe af andre kvinder, ligesom dig? Og føler du dig tiltrukket af emner som spiritualitet, sensitivitet og selvkærlighed?

Så vil jeg med stor, stor glæde invitere dig med ind i denne særlige Kvindecirkel i Aarhus.

Kvindecirklen, som har sit mødested i Højbjerg i Aarhus, er for kvinder i alle aldre, som gerne vil dykke ned i emner, der tilhører den feminine visdom. Det er for kvinder, der gerne vil udvikle sig – sammen.

Kvindecirklen er et hjerte- og sjælerum for en lille, fortrolig gruppe af kvinder, som er bevidste om sin egen sensitivitet og sårbarhed, som er nysgerrige på sin egen spiritualitet, og som gerne vil have fokus på mere selvkærlighed i hverdagen. Og som ikke mindst ønsker at være en del af et givende og trygt fællesskab med ligesindede.

Lyder det som noget for dig, vil jeg glæde mig til at byde dig velkommen med åbne arme.

Ideen om en Kvindecirkel har længe hvisket til mig

Tanken om at starte en Kvindecirkel har længe sunget til mig fra mit hjerte. Blandt andet fordi jeg oplever, at en stor del af mine klienter – helt uden grund – går rundt og føler sig anderledes, fordi de har den sårbarhed de har, eller føler sig alene om at være optaget af det spirituelle. De savner at være iblandt ligesindede.

Alene er de jo på ingen måde om at have det sådan, og jeg ved at der findes mange andre som dem – og som dig og mig – fordi jeg løbende er i kontakt med mennesker, som deltager på mine kurser eller som jeg er i kontakt med på anden vis.

Men det, der er tilfældet for mange, er, at man oftest kun har få mennesker i sit nærmeste netværk, der ser verden på samme måde. Og dette kan godt give en følelse af ensomhed.

Dette er en situation, jeg selv kender rigtig godt til, og måske netop derfor banker mit hjerte så højt for at starte kvindecirkler.

Blandt mine nærmeste har jeg kun få sjælesøstre, som ser og forstår verden som samme måde som jeg, og det har taget lang tid at finde dem. Derfor har jeg et dybfølt ønske om at skabe dette rum, som fører sjælesøstre sammen.

For det er både berigende og helende i sig selv at være blandt mennesker, der ser og forstår én – og at være en del af et fællesskab.

Jeg ved af egen erfaring, hvor magisk det er, det fællesskab der kan opstå i en gruppe. Igennem sammenlagt 7 år har jeg selv været en del af grupper, hvor fælleskab, personlig udvikling og “lysarbejde” har været i fokus.

I starten af 2020 startede jeg den første fysiske kvindecirkel i Aarhus, som samles månedligt, efterfulgt af en online kvindecirkel, som åbnede under Corona-krisen. Lige nu holder jeg åbne kvindecirkler, hvilket betyder at det også er muligt at komme blot en enkelt gang, hvis du har lyst til det. Læs mere og tilmeld dig her.

Jeg elsker at samle sjælesøstre på denne måde og mærke, hvad vi kan give hinanden. Og nu er det tid til igen at åbne dørene for nye kvindecirkler – som du hermed inviteres til at være en del af.

Om Kvindecirklen i Aarhus

En Kvindecirkel er et trygt og kærligt rum, hvor du kan være præcis, som du er. Du vil blive en del af et varmt søsterfællesskab, som støtter hinanden med vores nærvær og opmærksomhed.

Når vi mødes, vil vi hver især dele, hvor vi er lige nu. Hver person har sin taletid, mens resten af gruppen lytter med åbent hjerte og uden at kommentere eller komme med løsninger.

Herefter vil jeg introducere månedens tema, og vi vil i løbet af aftenen lave spændende meditationer, energiøvelser, refleksionsøvelser, en lille ceremoni eller eller noget helt femte, som knytter sig til aftenens tema.

Temaerne vil variere fra gang til gang, men eksempler på disse kunne være: Feminin og maskulin balance, Gaven i din sensitivitet, Den levende kvinde, Spiritualitet, Selvkærlighed og accept, Hvad er mit kald?, Englemagi, Naturens og kvindens cykluser.

Mit håb er, at du vil nyde at være en del af dette meget personlige fællesskab, hvor der er masser af plads til både grin og tårer.

Er en Kvindecirkel noget for mig?

Kvindecirklen er for kvinder, der er begyndt at lytte mere til hjertet, og som søger en stærkere kontakt til sjælen. Den er for dig, der har et ønske om at udvikle dig – og have kærligt selskab på rejsen.

  • Måske er du en kvinde med en travl hverdag, som har brug for dette rum til at finde hjem i dig selv.
  • Måske savner du at være en del af en fællesskab med andre kvinder, og dele din interesse for emner inden for feminin visdom.
  • Måske er du en sensitiv kvinde, som gerne vil blive mere bevidst om styrken i dette, eller turde dele din sårbarhed med andre.
  • Måske er du nysgerrig på din spirituelle side, som kalder mere og mere på dig, selv om du stadig er lidt skabsspirituel.
  • Måske vil du gerne dele det, der sker i dit liv, med nogen, der lytter og forstår.
  • Måske er du et spirituelt menneske, som savner at dele dine spirituelle oplevelser med andre, der oplever lignende ting.
  • Måske har du længe arbejdet med dig selv og er bevidst om, at du er en lysarbejder, hvilket du gerne vil udfolde mere.

Dette er blot få eksempler på hvem gruppen er skabt til.

Som du kan høre, er en kvindecirkel for kvinder med forskellige udgangspunkter. Den er skabt i tillid til, at dem der mødes her, har noget værdifuldt at give hinanden.

Det er heller ikke afgørende, hvor gammel du er. Der er rigtig stor værdi i det, vi kan give hinanden på tværs af alder eller bevidsthedsniveau.

Kom præcis som du er, og vid at der både er plads til grin og tårer.

Det eneste, der kræves, er, at du skal være vant til at rumme dine egne processer. Dette betyder ikke, at du i forvejen skal have styr på alting, eller at du ikke har brug for andre, eller at du skal være langt i din udvikling. Blot at du som udgangspunkt har evnen til at bære dig selv.

Det praktiske

I kvindecirklen er der plads til mellem 7 og 12 kvinder.

Vi mødes en hverdagsaften i Aarhus. Når næste kvindecirkel er planlagt, vil informationen stå her på siden. Lige nu holder jeg åbne kvindecirkler, hvilket betyder at det også er muligt at komme blot en enkelt gang, hvis du har lyst til det. Læs mere og tilmeld dig her.

Møderne foregår i et lejet lokale eller i mit hjem.

Tilmelding

Har du spørgsmål til kvindecirklerne til stine@feelcompany.dk.

Skriv gerne lidt om dig selv, og om hvorfor du kunne tænke dig at være med. Dette er ikke et krav men jeg vil altid gerne lære dig at kende.

OBS. Din tilmelding er først gældende, når du har betalt tilmeldingsgebyret.

Tøver du med at træde ind i fællesskabet?

Hvis du er i tvivl eller tøver lidt med at træde ind i fællesskabet, så vid, at det kender jeg godt.

Jeg har ikke altid selv haft det let med fællesskaber. Ofte har jeg følt mig forkert, udenfor eller så anderledes, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg kunne passe ind.

Det var først et godt stykke oppe i mine voksen-år, jeg forstod, at det var en følelse, de fleste andre også havde. På forskellige tidspunkter – og på hver deres måde.

Jeg tøver altid lidt, før jeg træder ind i et nyt fællesskab, så det forstår jeg også, hvis du gør.

Derfor er du også meget velkommen til at skrive til mig, hvis du gerne vil vide mere, eller blot gerne have en personlig kontakt, inden du melder dig til. Jeg tager dig gerne lidt i hånden, hvis du har brug for det 🙂

Mærker du, der er noget her, der kalder på dig, så håber jeg, du vil lytte til det og komme med. Jeg – og dine nye sjælesøstre – vil rigtig gerne lære dig at kende.

Skriv til mig på stine@feelcompany.dk, hvis du gerne vil i kontakt med mig omkring Kvindecirklen.