En hyldest til hverdagens Mariaer – Du behøver ikke være så unik.

I dag vil jeg gerne slå et slag for almindeligheden – for ikke at være så unik.

Da vi var i Spanien i påsken, blev der en dag, som mange gange før, skubbet en lille brochure ind under sprækken ved hoveddøren.

I brochuren kunne man læse om de kommende tre religiøse fiestaer i byen – og om Maria – en dame på 79.

<3 

På to af siderne kunne man læse om, hvor dygtig Maria er til at gøre rent, om hvor ofte hun har hjulpet til i kirken ved et bestemt arrangement, og om at Maria altid er sød og giver en lille hjertevarm snak, hvis man møder hende eller kigger forbi.

Da jeg læser det, undrer jeg mig over, hvad budskabet i teksten er – mit spanske er ikke så godt.

Kan det virkelig passe, at de bruger en stor del af pladsen i brochuren og skriver side op og side ned om en ”tilfældig” kvinde i byen? At de skriver så meget om hende uden at nævne hvorfor og uden at nævne nogen ”store præstationer i livet” af en eller anden art. Andet end det at være en sød og arbejdsom dame.

<3

Jeg er flov over at indrømme det, men lige der tager mig selv i at krumme mine blege danske tæer, og tænke:

Er det mon fordi at hun lige er død, og at de ”ikke har andet at skrive”.

<3

Straks tager jeg mig i min egen kynisme og fordømmelse, og bliver lidt rød i hovedet over at tænke sådan. For det er jo mig, den er gal med.

<3

<3

De lokale spaniere har jo ikke svært ved at se, at Maria er en helt særlig dame, ”selv om” hun ikke har et flot ”CV” eller har andre store bedrifter at bryste sig af, som ….

Det får mig til at tænke på, hvordan vi i Danmark og mange andre lande for tiden er så optagede af at være unik.

<3

”Hvad gør dig unik?” Spørgsmålet møder vi hele tiden, eller vi stiller det til os selv.

Det er en del af tiden. Som om hele verden er i en form for kollektiv identitetskrise.

<3

Når man tænker over det, kan det virke lidt udmattende for ikke at sige en smule angstpræget, hvordan alle løber rundt for at forsøge at opdage definere, hvad der netop er unikt ved MIG.

Det er som om, der ligger en frygt nedenunder noget af den personlige branding-mani: Hvad nu, hvis der ikke er noget særligt ved mig? Hvad nu, hvis jeg bare er ligesom alle andre? Hvad, hvis jeg er almindelig?

Shit!

<3

Det er som om, det ikke er nok bare at være sig selv.

Du skal også være noget mere, for at være noget særligt. For at være helt unik.

<3

Og der er altså noget modstridende i det. Du er vel allerede unik. Der findes jo ikke nogen som dig, så stop med at opfinde dig selv. STOP lige.

<3

<3

Vi skal huske vores hverdagshelte

I dag er der masser af rollemodeller at spejle os i. Men hvad med Mariaerne lige foran næsen af os. Ser vi dem?

Min mand og jeg taler nogle dage senere omkring min mands mormor, som var en enestående kvinde. Plaget af gigt var hun siden helt ung fanget af sin syge krop, og kunne ikke udrette meget i livet. I hvert fald ikke på den måde, som vi traditionelt ser det.

Hun kunne let have været blevet bitter, men i stedet blev hun det mest kærlige og omsorgsfulde menneske, man kunne tænke sig. Og en af de mest generøse og nærværende personer, jeg har mødt.

Det er mennesker som hende, der har været centrum i vores familier og med kærlighed og styrke skabt solide og nærende værdigrundlag for os, som vi kan vokse fra.

Kvinder og mænd som dem bliver ikke hyldet ofte nok.

<3

Vi glemmer at huske, at det er verdens Mariaer, der giver os kærlighed og omsorg.

De er limen, der får det hele til at hænge sammen.

<3

Det er ærgerligt, at de – og det almindelige – ikke bliver værdsat særlig meget i dag.

Så i dag vil jeg gerne slå et slag for almindeligheden og alle hverdagsheltene.

Og for det almindelige i os alle sammen.

<3

Du behøver ikke være så unik. Vi skal bare læne os ind i dem, vi er, og folde os ud.