Det er DIT liv, er det ik?
Du er godt med på, at det er DIT liv, ikke?
Det føles måske ikke altid, som om det er dig selv, der sidder med styrepinden. Og måske har du ligefrem følelsen af, at livet kører med dig, og du bare gør, hvad du kan, for at hænge på. Du har jo heller ikke noget valg. Eller hvad…?
Men nu hvor du alligevel sidder her og tænker over det, hvad så med DIG? Hvad vil DU egentlig gerne? Ved det spørgsmål, bliver mange helt stille. Er ikke vant til at spørge sig selv om det – sådan for alvor i hvert fald. For kan man virkelig helt selv bestemme det?
<3
Mentale stopklodser
Når du spørger dig selv om, hvad du vil, slipper der måske et par enkelte ”vilde” drømme igennem, hvilket hurtigt får en ”Det er da urealistisk”– mærkat sat på sig, for så kommer modkraften, de mentale stopklodser og de begrænsende tanker, piblende frem: ”Men jeg er jo nødt til at …”, ”Jeg har jo et ansvar over for …”, ”Det har jeg ikke råd til…” eller ”Man kan jo ikke bare…”
Men ved du hvad – jo, det kan du faktisk godt.
Og du må faktisk godt tænke på dig selv. Ofte lader vi andre for al stor aktie i dag, når det gælder om at drive den virksomhed der hedder “Dit Liv”. Andres håb og drømme for dig eller dem selv påvirker dine valg, og det må de jo på sin vis gerne – bare du ikke glemmer dig selv og dine ønsker. Det er let at se dem glide væk i virvaret af andres følelser, drømme og behov.
Det er kun dig, der kan generobre pladsen i dit liv. Og det handler om at turde tage ansvaret.
<3
Slå autopiloten fra – og mærk efter!
Så, hvad tænker du på lige nu? Hvad vil du gerne? Flytte, skifte job, jordomrejse? Eller i mindre skala: bruge en halv time på dig selv om dagen, gå til dans, starte en blog?
Prøv at slå autopiloten fra et øjeblik og giv dig tid til at tænke tanken til ende, i stedet for bare at skyde den væk med det samme.
Når du investerer din energi i bare at tænke på det, du godt kan tænke dig, så kommer løsningen ofte til dig efter noget tid. Måske finder du en ide til, hvordan du kan opfylde en del af drømmen, eller du finder modet eller committer dig selv til at arbejde dig hen imod det, fordi du har ladet drømmen vokse sig stor nok til at blive realistisk i dine egne øjne.
Hvis du for eksempel gerne vil skifte kurs og tage en ny uddannelse, så kan der være flere muligheder. Find ud af hvor meget du kan spare ved at skrue helt ned for forbruget i et år, sælg bil nr. 2 eller tag det lån du helst ville undgå. Lej huset ud og flyt (familien?) i lejlighed i et år for at spare udgifter, eller lej sommerhuset ud, hvis du har sådan et. Se det som et nyt eventyr og en investering i dig og din egen livsglæde. Og glem nu bare hvad andre tænker. Det er ingen skam at spare. Der er tværtimod oftest stor respekt omkring folk, der går efter det, de vil.
Hvis du drømmer om finde mere tid til at prioritere dig selv i hverdagen, så start med at sige det højt til dine nærmeste. Sæt det i system, for eksempel ved at tilmelde dig en aktivitet, du elsker, som helt sikkert vil få dig ud af døren, eller ved at planlægge et tidsrum flere gange ugentlig, hvor du skriver MIG-tid ind i kalenderen. Køb en ny bog, hvis du i starten har brug for en undskyldning for at sætte dig ned. Det sværeste er ofte at få taget beslutningen om at gøre noget godt for sig selv.
Du har sikkert selv set det mange gange:
Mennesker, der lader deres drømme komme frem, har ofte et lys i sig, som smitter andre.
Mennesker der har opgivet sine drømme virker ofte ”slukkede” (og i værste fald bitre).
Giv dig selv lov til at shine!
Når du følger dit hjerte, smitter det
Når du først selv tør tænke tanken om at udleve din drøm, er der måske andre, du er er afhængig af, som af gode grunde er nødt til at være med på ideen. Måske forventer du ikke umiddelbart den store opbakning, men du også kan tage fejl. Mennesker, der følger deres hjerte, har det med at have en positivt afsmittende effekt på deres omgivelser. Hvis du tør at vise troen på det, du vil, og deler din begejstring omkring det, du brænder for, kan det være meget overbevisende.
Når du går i gang med at realisere din drøm, kommer det desuden også til glæde for dem omkring dig, fordi du får energi af at gøre noget godt for dig selv og træder ud af hverdagens trommerum. Og al den glæde kommer direkte ind på pluskontoen i din familie.
<3
<3
Slip drømmene fri
Selvfølgelig kan det koste noget eller kræve hårdt arbejde at gå efter en drøm. Og det er helt givet ikke kun stjernestunder men også med uden kompromiser og dårlige dage, hvor man kan tænke, hvorfor gjorde jeg lige det? Men hold det op imod alternativet. Hvad nu hvis du aldrig får gjort det? Hvad hvis du aldrig tør tage det der usikre skridt, som også giver suget i maven?
Omvendt kan du også, når du får mærket efter, finde ud af, at du IKKE skal realisere din drøm, fordi den ikke var så vigtig for dig alligevel. Det er en mindst lige så vigtig proces at have været igennem, fordi du derefter kan slippe den og ikke længere hænge fast i den med en melankoli eller ”græsset er grønnere”- tankegang, som forstyrrer værdsættelsen af den hverdag, du rent faktisk lever i.
<3
Jeg siger det lige igen: Det er DIT liv. Det er dig, der bestemmer. Det er altså derfor oftest dig, der sætter de vigtigste forhindringer op for dig selv, og du er også den eneste der kan kravle over dem. Derfor: brug lidt tid på at lytte til, hvad dit hjerte fortæller.
Hent min gratis Kærlighedsmeditation, som hjælper dig med at lytte til hjertet og skrue op for kærligheden til dig selv og andre ♥
Tilmeld dig onlineuniverset MIGtid og prøv første måneder gratis med smukke meditationer og kærlige skub til at gøre noget godt for dig selv
Når jeg er optaget af dette emne, så er det fordi jeg selv har stået der på vippen, hvor jeg ville ændre radikalt på noget i mit liv. Jeg kender derfor til al den angst og viljestyrke, der blander sig, når man står lige der på kanten.
Hvis du vil høre min historie kan du her læse om mine tanker, da min mand og jeg sagde vores gode jobs op for at bevæge os ud på usikker grund: At vove
Og her kan du læse om, da min mand og jeg begge to på samme tid sprang ud som iværksættere: At tage springet igen